Scroll to top

Vedligeholdelse og manualer

Her kan du finde alle de manualer, datablade og vedligeholdelsesinstruktioner som MTH har sendt til beboerne. De er forsøgt listet med beskrivende navn og i alfabetisk rækkefølge ovre til venstre, dog med MTHs velkomstbrev og beboermanual i toppen.

Lige herunder finder du ofte søgt information, samt ekstra/uddybende information som MTH har cirkuleret i emails eller som vi på anden vis har fået fat i, ergo:

  • Bore i væggene ind til badeværelset.
  • TV/Internet.
  • Ventilationsanlæg.
  • Emhætte (manual).
  • Maling.
  • Brug og funktion af WC-tryk.
  • Skift af lyskilde i lysarmatur over spejl på badeværelse.
  • Betjening af dørtelefoner / åbning af gadedør
  • Klaprer dit vindue?

Bore i væggene ind til badeværelset:

Hvis I (imod vores anbefaling) ønsker at bore i betonvæggene ind imod badeværelset, så må I;

  1. Maksimalt bore 4 cm ind, da væggene kun er 6 cm tykke.
  2. Passe meget på rør- og ledningsføring inde i væggene. Diagram (CAD-tegninger) over rørføringen kan ses ved at klikke HER! Der må under ingen omstændigheder bores i områder, hvor der er rør!

Alle skader, der opstår ved at bore i væggene, vil være for beboerens egen regning.

/Bestyrelsen E/F Frederikskaj 2

TV/Internet: (per september 2017)

Der er ført fiberkabler ind i lejlighederne, men ikke telefon- eller antennestik hvilket udelukker internet via kobber/telefonstik (ADSL/VDSL) og antenne (coax). Fiberkablet er ejet af YouSee, men andre internetudbydere kan godt tilbyde en internetforbindelse på dette kabel. Ud over YouSee kan Gigabit levere en internetforbindelse (juli 2017). Waoo kan muligvis også levere. Hiper oplyser at de vil kunne levere senere i 2017.

Teknisk set kan fiberkablet håndtere 100 megabit/sekund begge veje (100/100), men det er blevet oplyst at denne grænse måske vil blive hævet til 1000 megabit/sekund (1000/1000) på et senere tidspunkt.

YouSee kan levere både internet og tv, hvorimod Gigabit kun leverer internet, dog til en billigere pris end YouSee. Du skal regne med, at der skal en tekniker ud og lave installationen. Hos Gigabit koster det ca. kr 500, og hos YouSee kan det være både billigere og dyrere, alt efter om man er YouSee-kunde i forvejen.
Fiberkablet findes bag en metallåge i væggen (oftest i soveværelset) hvor man også kan placere sit WiFi-udstyr. Bemærk at ikke alle internetforbindelser inkluderer dette udstyr, men det kan typisk tilkøbes.

Hvis man kun har brug for WiFi kan man afhængig af ens WiFi-udstyr og lejlighedens indretning godt få en acceptabel dækning, hvis udstyret er placeret bag metallågen. Har man brug for at trække kabler, så er der tomrør under gulvet fra rummet bag lågen til blændede udtag i de fleste rum, hvortil der kan trækkes f.eks. netværkskabler.

Et andet (og sædvanligvis langsommere) alternativ er mobilt bredbånd. Der findes i Danmark tre netværk til mobilt bredbånd og mobiltelefoni. I øjeblikket ligger Frederikskaj 2 lidt i et “dækningshul” for både 3s og Telia-Telenors netværk. Bedst er TDCs netværk, og herunder finder du udbyderne: Telmore, TDC, YouSee og Fullrate. Man kan sagtens streame TV/Netflix/HBO med mobilt bredbånd fra eksempelvis Fullrate, dog nok ikke i Ultra HD kvalitet.

Ventilationsanlæg:

Der skal løbende ses til kontrolboksen på væg i depot. Hvis den røde lampe til højre (filter/alarm) lyser, er det sandsynligt, at filteret skal skiftes. Det skal påregnes, at filter skal skiftes med intervaller på omkring 90-180 dage (svarende til hvert kvartal/hvert halve år). Intervallet afhænger af flere ting. For mere info om ventilationsanlægget, klik HER!

Ventilationssystemet er beboernes eget ansvar – men bestyrelsen har faciliteret en aftale med LYGAS, som kan sørge for service og filterskift, og som beboerne kan melde sig til. For mere information omkring serviceaftalen med LYGAS, klik HER!

Emhætte (manual):

Mange ejere (alle?) har ikke fået en manual udleveret til emhætten, men den kan findes på linket til venstre, og HER!

Maling:

Dette fremgår også af side 9 i dokumentet øverst til venstre:

  • Indvendig farve er RAL 9016 (hvid).
  • Lofter er Flügger Flutex S2 glans 2, og vægge er Flügger Flutex 7s glans 7.
  • Væg over køkkenbord er glans 10, og i bad glans 20.
  • Træværk (paneler) Beckers RAL 9016.

Brug og funktion af WC-tryk:

Det væghængte toilet i boligerne er med 2 skyl – et lille og et stort.

Der skylles ud ved brug af et af de 2 pneumatiske WC-tryk, som virker ved, at der trykkes til og holdes inde på knappen inden den slippes. Trykkene virker ikke korrekt, hvis knappen ikke holdes inde førend den slippes.

Der kan opleves problem med utilstrækkeligt sug ud i kummen, hvis ikke der trykkes længe nok på WC-trykket, til at der føres vand nok frem til skyl.

Skift af lyskilde i lysarmatur over spejl på badeværelset:

Datablad på lysarmaturet i badeværelset fortæller fejlagtigt ikke noget om, hvordan man skifter lyskilde, hvis/når det springer.

Bygherren (MTH) oplyser i marts 2019, at hvis det bliver nødvendigt at  demontere afskærmningen/plexiglasset på lampen, for at skifte lysstofrøret, så anbefales det, at der benyttes en smal spartel, og at man så “brækker”/løsner afskærmningen ud fra den forreste kant. Start fra højre og arbejd dig så hele vejen på tværs, indtil pladen er helt fri. Det svære er at lave det første “bræk” hvor man skal bruge en del kraft, men samtidig skal undgå at ødelægge afskærmningen. Held og lykke…!

Betjening af dørtelefon / Åbning af gadedør:

Åbning af gadedøren via dørtelefonen kan nogen gange være lidt “tricky”. Men hvis det gøre som følger, så burde det virke:

1.) Når der ringes på trykkes der en gang på nøgle-symbolet på dørtelefonen (Bare tryk en gang. Ikke holde fingeren på.).
2.) Gadedøren igangsætter nu en åbnings-sekvens med nogle små “klik”. Som regel kan gadedøren først åbnes ved det tredje klik – så Jeres gæster skal lige ha’ 3-4 sekunder tålmodighed.

Klaprer dit vindue:

Hvis dine vinduer ikke har en “lock funktion” og dermed “klaprer” når de er på sikkerhedshaspen (se billede HER), så har bestyrelsen følgende billige løsning til et par kiler. De skrammer ikke vindueskarmene, da de er i blødt træ.

10 stk. trækiler kan købes i Biltema (som på billederne) eller i Bauhaus for en 15-17 kroner. Du saver så lige en 5-7 cm af den spidse ende, og pudser kilen med lidt sandpapir. Det virker!

Lav 10 stk.. og del med din nabo!